(Læsetid: 4 min.) Jeg har arbejdet længe på dette indlæg. Og kan sige, at for mig er det  100% lige i skabet, når jeg sammenligner det her med rollerne med min egen dysfunktionelle familie.

Rollerne i den dysfunktionelle familie tjener til EN ting: Det handler om at skræmme barnet til lydighed.

Det er sådan narcissisme fungerer. Det er sådan diktatur fungerer. Og set i lyset af tidens trend, er den dysfunktionelle familie på mange måder at sammenligne med det dysfunktionelle samfund, som præger os i dag. Men det er dynamikkerne i kernen af den dysfunktionelle familie, som er det vigtigste for al forståelse, også i den brede sammenhæng. 

Sharon Wegscheider Cruse var den første terapeut, forsker og forfatter, som udgav sin forskning omkring rollerne i den dysfunktionelle familie.

Det er bl.a. hende, som står bag observationen om de bestemte roller i den dysfunktionelle familie. Hendes bog: “Another Chance – Hope and Health for the Alcoholic Family” kan være svær at støve op. Det er en gammel udgivelse fra 1989, som muligvis kan findes på Amazon her

Dysfunktionelle familieroller er indgroede, og så selvfølgelige, at de kan agere “fleksible”, d.v.s. at et medlem af familien kan indkapsle en familierolle i en kortere eller længere periode, hvorefter personen udfylder en anden.

Rollerne kan hurtig skifte, hvis der mangler en til at udfylde den.

Det er de kontrollerende familieegenskaber som former de dysfunktionelle familieroller. Og det er egenskaber, som gentager sig fra generation til generation. De bliver til en slags norm for normalitet.

Som barn kender man jo ikke til andet, og det tager vi med os som voksne. Stille og roligt, hen ad vejen, uden at vi selv opdager det, adapterer vi det hele ind i kroppen og tiltrækkes af det dysfunktionelle og narcissistiske livet igennem. 

De kontrollerende familieegenskaber udgør følgende 9 dynamikker:

• Den indirekte og ineffektive kommunikation.
• Sammenligninger i familien.
• Magtkampe.
• Varig direkte eller subtil kritik.
• Uforudsigelige handlinger af magtpersonerne i familien.
• Ingen eller næsten ingen følelsesmæssig intimitet.
• Stoffer eller alkohol i hjemmet.
• Mangel på empati.
• Overdrevne høje forventninger og krav om perfektionisme.

Disse dynamikker er noget af en cocktail for et lille barns hjerne og sind at vokse op med.

Børns hjerner er som åbne kar. De er modtagelige for alt. Og ofte går der mange år, før vi som voksne begynder at kunne se vores egne dysfunktionelle tanke- og handlemønstre, som en direkte afspejling af den dysfunktionelle opvækst. Hjernen tager skade af familiedysfunktion og narcissistisk misbrug.

Heldigvis er der en udvej. For vi skal ud i friheden. Med alt hvad vi har, også vores kroppe. Kroppen holder regnskab, men vi kan blive helbredt.

Og vi bliver helbredt ved at henvende os til Gud, vores Højere Magt, og ved at arbejde med os selv.

Vi vil formentlig altid have en sårbarhed overfor familiedysfunktion og narcissisme.

Den langvarige helbredelse sker heller ikke ved et trylleslag. Men den sker EN dag af gangen. Et øjeblik af gangen. I bøn. I stilletid/meditation. Og ved, at vi tilegner os den fornødne viden om vores indre kompleks.

Det er nødvendigt, i processen, at tage “en kold tyrker” fra den dysfunktionelle familie, altså at vi trækker os, eller som minimum minimerer kontakten, hvis der er børn involveret. Det gør vi for at passe på os selv.

For at blive frie, er det vigtigt, at vi undersøger og forstår det dysfunktionelle familiesystem i sin kerne. I den forstand, at vi indser hvordan vi selv dysfungerer, i pagt med familiens behov for narcissistisk forsyning, som kommer fra de ovenstående kontrollerende familieegenskaber.

Det handler om kontrol, kontrol og kontrol. Kontrol i et væk. 

Familieegenskaberne udvikler os ind i bestemte roller som børn og som søskende i den dysfunktionelle familie. Og som nævnt før, kan disse roller skifte, alt efter familiens behov for narcissistisk forsyning.

Der er 6 hovedroller. Og nu lyder det måske lidt konspiratorisk, men faktisk er 6-tallet et dæmonisk tal, bl.a. ifølge Bibelen. Tænk blot på dyrets mærke 666 fra Johannes Åbenbaringen.

Det skal siges, at den sidste hovedrolle: “den afhængige” er kommet til senere.

Wegscheider Cruse identificerede de 5 af rollerne i firserne.

1. Syndebukken

I den dysfunktionelle familie får syndebukken skylden for alt. Det er typisk en, som er meget opmærksom på det syge miljø, og som føler sig afvist, isoleret og forkastet af de andre i familien. Rollen som syndebuk er et resultat af en eller flere narcissistiske forældre.

Eksempler på roller som syndebuk:

• Et barn, som er følsomt.
• Et barn, som har lært, at negativ kontakt er bedre end ingen kontakt.
• Et barn, som ikke kan følge med i skolen intellektuelt eller socialt.
• Et barn, som oplever misbruget hårdere, i sammenligning med de andre søskende i familien.

2. Hjælperen

Hjælperen eller “familiemartyren” prøver at holde alle i familien glade, selvom det betyder, at vedkommende må benægte sig selv og egne behov. Både børn og voksne kan spille denne rolle. Hjælperen samler brikkerne sammen og prøver at skabe mening for alle, for at undgå et sammenbrud i familien. Det skaber en vis “balance”, men på en usund måde. For der er ingen i familien, som bliver helbredt. Alle fastholdes i deres roller.

Eksempler på hjælperen:

• Den medafhængige, som prøver at fixe familiens problemer, og som tager alt for meget ansvar.
• Et barn, som er blevet for tidligt voksen og derfor agerer voksen barn.

Hjælperen er ofte en person, som er ængstelig og utryg. Selvværdet er lavt og depression kan forekomme.

3. Familiehelten

Helten er en, som ser ud til at fungere godt og afbalanceret på overfladen. Det er en person, som kan udpege eksempler på “hvor godt det går”. Personen bakker op omkring familieløgnen og vedligeholder derved facaden udadtil.

Eksempler på familiehelten:

• Et voksen barn, som har taget forældrerollen på sig, eller rollen som “mors mand” eller “fars kone”, fordi en af forældrene er utilgængelige, både fysisk og følelsesmæssigt.
• En i familien, som føler sig presset til at bære familiens overflade af “succes” udadtil.
• En, som kaster sig ud i arbejdsafhængighed, for at undgå at deale med rigtig intimitet.

4. Familiemaskotten

Maskotten er familiens klovn. Personen bruger humor og fjollerier for at distrahere sig selv og andre fra de alvorlige familiesager. Maskotten kan blive aggressiv, hvis personen føler sig presset i situationer, som kræver sagens alvor. Det handler for maskotten om at distrahere familien, så facaden forbliver intakt.

Eksempler på familiemaskotten:

• Afbryder alvorlige samtaler med “humor”/distraktioner.
• Handler ud af anspændthed og tidlige traumer.
• Personen har en tendens til depression.

Som voksen er maskotten tiltrukket af intense, dysfunktionelle forhold, hvor personen kan fortsætte sin rolle som maskot. Det er en medafhængig rolle, som kræver, at partneren er med i rollespillet.

5. Det fortabte barn

Det fortabte barn er et barn, som forsøger at passe ind i baggrunden, så meget som muligt, for at holde sig selv i sikkerhed og for at undgå den synkende skude. Det fortabte barn føler sig ofte ignoreret og afvist. Det søger derfor ikke at tiltrække sig opmærksomhed, især ikke i familier hvor der forekommer psykisk og fysisk vold, eller trusler om vold.

Forældrene kan også finde på at bruge det fortabte barn som familiehelten, for at vise verden udadtil, hvor fint de klarer sig, da barnet er så velopdragent og ikke skiller sig ud som en med adfærdsvanskeligheder.

Eksempler på det fortabte barn:

• Det kan være en, der går meget for sig selv.
• Det kan være en, der har svært ved at udvikle sine sociale kompetencer og selvværd.
• Det er også en, som kæmper med parforhold og intime relationer senere i livet. Og foretrækker muligvis at være alene.

6. Den afhængige

Den afhængige er den identificerede “patient” i familien. Personen repræsenterer kulminationen på familiens problemer. Og jo mere afhængigheden intensiveres, jo flere nye familiekonflikter opstår. Familiens fokus er på den afhængige. Det er et helt klassisk tanke- og handlemønster for den dysfunktionelle familie, idet det mønster tjener til, at familien kan distrahere sig fra kerneproblematikkerne, som for alt i verden skal benægtes. De enkelte familiemedlemmer føler heller ikke nødvendigvis, at de har noget som helst at gøre med den afhængige, selvom afhængigheden udvikler sig indenfor familiens dysfunktionelle rammer.

Eksempler på den afhængige:

• En person, som føler sig modstandsdygtig i forhold til at søge behandling, da personens afhængighed beskytter familien og personen selv fra at tage sig af de dybere problematikker. På den måde bringer den afhængige familien sammen, på sin egen bizarre måde.
• En person, som føler sig frustreret eller vred, fordi det kun er den, som har brug for hjælp indenfor familiens rammer.
• En person, hvis afhængige adfærd ofte får tilbagefald, d.v.s. får ingen hjælp. Rollen er vigtig for at holde familiens dysfunktion intakt.

Skriv gerne din kommentar nedenfor. Det er kun dit navn, som bliver publiceret, ikke e-mail.

Følg med på Narcfri