Spring til indhold

(Læsetid: 2 min) Og disse grænser er Guds grænser. Det er de grænser, vi er skabt til at have. Nemlig funktionelle grænser, bygget på sundere indre principper og love. Og Guds principper og love er lige så virkelige som tyngdeloven. Hvis du ikke værner om dem, vil du opleve effekten af dem, på den dårlige måde.

Os voksne børn af dysfunktionelle familier lærte om grænser som børn, og der var mange af dem. Men det var ikke Guds grænser. For Guds grænser er ikke forbundet med skyld og skam, forkastelse og trusler om straf og tab. Guds grænser har altid en god funktion og en mening. De handler om at kende og værne om sin værdi, sine talenter og om at vokse i dem.

Vi skal ikke give energi til en ukærlig, grænseoverskridende adfærd, men til den Gud, som vil noget godt med vores liv. For han har lagt talenter ned i vores hjerter og i vores sind, som vi skal bruge. Og grænsesætningen har både en funktion som beskyttelse, og en mening som måden, vi definerer vores sande selv på i verden. Jeg viser verden: “Her står jeg og det her er Guds plan for mit liv.”

Det er derfor heller ikke for langt ude at sige, at læren om grænser og grænsesætning burde have obligatorisk og rigelig plads på skoleskemaet. Så vores børn kan lære at stole på deres personlige grænser, lære at passe på sig selv og bruge energien på udvikling af deres talenter. For hvis ikke, dette sker, kan de bruge et liv på at arbejde med grænser eller mangel på samme.

I mange dysfunktionelle familiekonstellationer tror de voksne ikke, at børn har følelser. Børn er som tomme kar, der skal fyldes op. Eller også er børn som små “djævle”, der skal tæmmes, på den hårde måde. Men sådan hænger virkeligheden ikke sammen. Alle børn har følelser. Alle børn har grænser. Og alle børn er kompetente til at sætte grænser. Det er vigtigt at bemærke sig, at selv en lille baby på 14 dage kan mærke, når og mor og far ikke vil det godt. Og babyen trækker sig væk af ubehaget. Der findes forskning, som påviser dette. Babyer kan mærke stemninger og ubehag. Og reagerer på det.

Mange af os voksne børn har svært ved at udtrykke vores grænser. Vi mærker nok, at noget er galt, men ofte er det for sent, før vi får dem sat. Og så går vi og ærgrer os bagefter. 

Som jeg nævnte i det tidligere indlæg, er det vigtigt at få defineret hvad er dine personlige grænser. Og få dem verbaliseret ud i øjeblikket, ud i i nuet. Det kan være lettere sagt end gjort, fordi mange af os dissocierer. Vi bliver så “paf” over noget, der sker i øjeblikket, som er os så diamentralt modsat vores person, at vi går i frysposition. Vi bliver handlingslammede. Derfor mener jeg, det er vigtigt, at vi bliver ved med at holde fokus på vores grænser. At vi både lærer dem bedre at kende, genetablerer det Gudgivne i udtrykket – og udvikler dem kontinuerligt. Vi må øve os. For det kommer os ikke let.

Der findes nogle åndelige principper og love for grænser, nogle dybe sandheder, som vi alle bør kende og leve på, for at få en godt, funktionelt liv. Lovene bygger på nogle principper, som kommer fra Gud. Dem må vi hver især finde frem og arbejde på. 

Hav en dejlig dag derude.

Læs mere på Narcfri

3 tanker om “Der findes åndelige principper og love om grænser ”

  1. Kloge ord. Som barn i en dysfunktionel misbrugsfamilie er det netop svært med grænser, fordi de aldrig er blevet respekteret. Jeg voksede op med en falsk opfattelse: ingen rettigheder. Sagde jeg noget højt var jeg igen igen besværlig ligesom sammenligninger med andre var/er irrelevante, andre havde bare flere rettigheder, duk nakken.

Der er lukket for kommentarer.

Der findes åndelige principper og love om grænser