Spring til indhold

(Læsetid: 3 min.) Visse tankesæt og trossystemer kan “daske røv” i ACA-helbredelsen. Disse tankesæt og trossystemer er vigtige for vores bevidsthed og integritet. Det var ikke meningen fra Guds side, at vi skulle gå og reagere på omverdenen ud fra vores systemtanker, som er de gamle tanker fra det dysfunktionelle mindset.

8 funktionelle tankesæt og trossystemer:

1: “Jeg skal gøre mit selvværdsarbejde”.

Det skal jeg, fordi der er ikke noget galt med mig. Gud har nemlig skabt mig underfuldt og jeg er en betydningsfuld person. Jeg har en plads i verden, som kun jeg kan udfylde. Den sandhed må du også erkende og acceptere.

2: “Jeg skal gøre mit 12-trins arbejde”.

12-trinsarbejdet giver mig redskaber til at arbejde med selvværdet og til at udtrykke følelser. Ingen følelser er forkerte.

Det er vigtigt at komme til erkendelsen af magtesløshed og lære at tage ansvar for eget liv. Se mere om ACA her

Der er også hjælp at hente i SLAA og Al-anon 12-trinsfællesskaberne, som der er link til her og her

Med tiden kan vi lære og forstå, at andres anerkendelse af vores følelser definerer ikke den, vi er. Det er en myte at tro sådan.

Vi kommer også til at forstå, at vi ikke evigt er magtesløse overfor ACA-reaktivitet. Især ikke, hvis vi forstår følelser ud fra et selv-differentieret tankesæt, som du kan læse mere om her

Du kan lære at modstå dine systemtanker og “blive dig selv i Gud”, d.v.s. som han har skabt dig til at være. Fordi du er ikke et offer for andres eller for egne følelser. Du kan lære at overgive dig til ham og tage ansvar.

3: “Andres følelser er ikke mere værd end mine”.

Jeg lærer, at jeg ikke er ansvarlig overfor deres følelser og reaktioner.

For jeg skal ikke over i andre mennesker, men blive i mig selv.

Vi skal tage energien hjem til os selv. Og praktisere “no-contact” til det syge.

Vi har fået mange skader på sjælen som voksne børn af dysfunktionelle familier, og vores ACA-reaktioner er et ekko af fortidens falske tankesæt. Reaktionerne er ofte ulogiske. Vi må derfor bekræfte og proklamere for os selv, at “andres følelser ikke er mere værd end mine”.

4: “Jeg kan ikke kontrollere hvad andre tænker om mig eller hvordan de behandler mig”.

For nogle mennesker kan jeg aldrig blive “god nok”, uanset hvad jeg gør af godt, og hvor pæn og ordentlig jeg er. Jeg skal bare sige et lille pip, som går imod narcissistens trossystem, og så kan jeg være udelukket for kontakt evigt.

Vi bliver nødt til at holde fast i os selv. Vi behøver ikke andres kærlighed, accept og respekt for at blive hele mennesker. Og vi kan heller ikke forvente det fra andre. Kærlighed, accept og respekt er noget, der foregår, kommer og går, og som er uden forpligtigelse i bund og grund. Kærlighed er uden forpligtigelse. Vi kan ikke kræve den af andre, og vi kan ikke selv give, hvis ikke vi selv vil.

5: “Det at jeg modstår andres kontrol af mig, er ikke essentielt for min integritet”.

Meningen med dette udsagn er, at når et menneske vil ha noget af dig, som du ikke bryder dig om, så må du ikke stå imod, i frygt for at miste noget af dig selv, fordi du oplever det som kontrol. Du må heller ikke blæse dig selv op, når andre kontrollerer dig. For dybest set kan ingen kontrollere dig. Og du risikerer derved at blive medafhængig eller modafhængig på dette andet menneske.

Læs mere om med- og modafhængighed:

“Vikl dig fri af den medafhængige tåge” her

“Medafhængighed og modafhængighed hører sammen som brug og misbrug” her

Problemet er ikke kontrollen. Problemet er dit manglende selvværd. Du er ikke endnu forbundet til dig selv og dine grænser. Dine grænser skal være lige så naturlige for dig som din vejrtrækning er det. Desuden skal du trække dig fra kontrollerende mennesker og miljøer, d.v.s. du skal stoppe dit følelsesmæssige engagement.

Vi mennesker frygter ofte at blive opslugt af andre og skubbe andre væk. Og dermed bliver vi selv genstande for kontrollen. D.v.s. vi kontrollerer vores reaktioner på en afhængig/medafhængig måde, og er derved stadig en medspiller i spillet. I det dysfunktionelle spil. Så går det begge veje med kontrollen.

Vi skal træne os i funktionel selvkontrol, d.v.s. at vi LADER DET GÅ. Det lyder måske floskelagtigt, men det betyder, at du proklamerer nogle positive tankesæt for dig selv og tager dem ind i dit psykologiske system.

  • Jeg lever ikke livet i frygt.
  • Jeg modstår ikke modstand. Jeg holder mig til sandheden og til roen.
  • Det falske trossystem er et udtryk for mistet kontrol over mig selv. I dag har jeg selvkontrol.

Det at blive kontrolleret af andre er noget, vi giver andre tilladelse til. Det er ikke noget, der bare sker. Men selvkontrol er vigtigt for vores integritet.

6: “Jeg kan klare at føle alle mine følelser”.

Du kan klare alle dine følelser, også de svære som: smerte, sorg, skam, afkoblethed, kedsomhed, skuffelser og alenehed.

Du behøver ikke at beskytte dig selv for falske trossystemer omkring de svære følelser. Det falske ligger ofte begravet i vores trossystemer, som er med til at skabe afhængigheder og føletanker, som kun tjener til at gøre dig følelsesmæssigt og åndeligt blind. Og derved mister du dig selv.

7: “Jeg kan ikke ønske at ændre på andre, for at føle, at jeg bliver ændret som et resultat”.

Det er nemlig et umuligt og et ulogisk tankesæt, som vi blev programmede til som børn af dysfunktionelle familier. Og som er hægtet direkte op på vores værdi som mennesker. Det har været medvirkende til at forme vores værdisystem.

Hvis vi fortsætter med det tankesæt som voksne, så har vi gang i et håbløst livsprojekt. Vi ændrer os ikke, ved at ændre andre. Det tilhører et barns fantasiverden. Det er en myte og en vildfarelse i føletankerne.

Derimod ændrer vi os ved tilbagetrækning, d.v.s. at tage energien hjem og se på os selv med kærlige øjne, som Gud ser os. At vi altid søger Gud. Han er der.. midt i vores afmagt, fortvivlelse og frustration. Bed gerne mirakelbønnen her

8: “Hvis jeg kun arbejder på at ændre mig, så vil det ikke nødvendigvis ændre på andre”.

Det er et sandt udsagt. Men andre vil kunne mærke, hvis du ændrer dig, og de kan blive påvirkede af det, til det positive.

Du kan altså være årsag til, at andre ændrer sig, men der er ingen garantier. Og det er heller ikke det, der skal være dit motiv. Dit motiv skal være din følelsesmæssige ædruelighed og velvære. Læs mere om følelsesmæssig ædruelighed her

“Alle tænker på at ændre verden. Ingen tænker på at ændre sig selv”.

– Tolstoj

“Vi er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud”.

– Johannes 1:13

Skriv gerne din kommentar nedenfor. Det er kun dit navn, som bliver publiceret, ikke e-mail.

Følg med på Narcfri

8 funktionelle tankesæt og trossystemer i ACA-helbredelsen

  • Admin