(Læsetid: 4 min.) For nylig havde jeg en besynderlig, usund oplevelse med en lille husmenighed på syv personer. Det var mit andet besøg.

Grunden til, jeg gerne vil dele det her, er fordi jeg af og til ser de dynamikker fra den dysfunktionelle familie i en kristen gruppekontekst.

Det følgende er et klokkeklart eksempel, som vi alle kan komme ud for. Og jeg synes, det er vigtigt at oplyse folk om det. Vi er ikke særligt gode til at sætte grænser. Vi finder os i for meget. Og alt for længe. Det skal vi lære at blive bedre til, så vi kan komme ind i Guds plan med vores liv.

En husmenighed svarer almindeligt vis til en lille kirke, bare mere intim, hvor man mødes i en varm og tryg atmosfære, med bøn og Guds nærvær. Man deler Guds ord sammen, og er SAMMEN om Ordet, lytter og beder for hinanden.

Jeg er lige kommet ind, som en af de første til mødet. Emnet var planlagt: “Guds gaver”. Og jeg havde glædet mig til det. Og forberedt mig på det.

Jeg satte mig ned ved bordet med min Bibel.

Der kommer en anden kvinde ind lidt senere. Hun ber mig om at rejse mig, da det er hendes “faste siddeplads”, som hun siger.

Det med faste siddepladser er et mærkeligt ritual, som minder mig om en tilbagevendende bundethed til nogle bestemte regler, som alle skal overholde på det uformelle plan. Det skaber en åbenlys utryghed, fordi man bliver kontrolleret af et andet menneske. Jeg bryder mig ikke om at være en del af et sådant miljø, hvor kontrol er en del af normen.

Jeg var derfor heller ikke forberedt på at blive mødt med denne regel i en husmenighed, som jeg har nogle tanker omkring, hvad er.

Jeg prøver venligt at sige fra, men føler, at kvinden presser mig, så jeg rejser mig hurtigt op, og giver hende min plads. Jeg mærker hendes irritation og oplever et snært af foragt i hendes blik, da jeg prøver at sige fra.

Vi starter med et lille måltid og en kort bøn, som værten leder os i.

Kort efter bønnen går snakken hen over bordet. Der bliver talt meget om MANGE forskellige ting. Folk taler i munden på hinanden. Og jeg oplever ærligt talt, at DET HELE går op i “hat og briller”.

Den, der taler højest, har ordet. Der er en masse (tom) snak om alt ligefra paven til Putins ondskab, flad jord teorien, (som der virkelig agiteres for under mødet), identitet i Kristus, diverse forskellige prædikanter og meget mere.

Jeg er stået af mentalt, men prøver alligevel at følge med, for at være med i mødet, og lærer disse mennesker at kende. De har måske noget fra Gud, som jeg kan lære af?

Men er helt blæst i mit hovede efter to-en-halv time. Jeg oplever en ånd af forvirring, kontrol og manipulation overvælde mig. Jeg får pludselig udstrålende smerter i mit venstre ben.

Jeg må rejse mig og sige nogle ærlige og oprigtige ord til gruppen, om hvordan jeg har oplevet at være der de to gange, inden jeg går derfra.

Især henvendt til den føromtalte kvinde med den “faste siddeplads”, som jeg oplevede dominerede mødet med hendes “sikre” viden om alverdens ting.

Jeg ærgrer mig efterfølgende over, at jeg tillod mig selv at blive der så længe. Og i det samme jeg går og ber for gruppen, forsvinder smerterne fra venstre ben.

Jeg oplevede dette drama i denne gruppedynamik som et satanisk angreb. Jeg manglede den basale godhed udsprunget af Guds kærlighed, indre og ydre ro, indsigt, ydmyghed, ædruelighed, frihed, enkelthed og.. at der blev lyttet, med interesse, en smule til, hvad de andre havde at sige.

Problemet startede ved, at gruppen manglede struktur og lederskab. Gruppen holdt ikke det, den lovede. Der var en eller flere i gruppen, som kontrollerede og manipulerede. Der var mindst en deltager, som udøvede heksekraft. Det var den stålfaste kvinde med den “faste siddeplads”, som uformelt tog styringen ved bordet.

Kvindens måde at føre en samtale på, foregik på den måde, at hun gjorde os andre klar på, at hun havde en stålsat “viden”, som vi andre ikke havde fattet endnu. Jeg opfattede det som en belærende ånd, og den er ikke er rar at være i nærheden af.

Jeg fik knapt et ord indført, men følte at jeg skulle nikke til hende under samtalen, i håb om, at jeg så selv ville kunne få et ord indført. Men hun gik rask videre til det næste emne, som hun også havde en stålsat “viden” om, eller afbrød mig, hvis jeg havde en anden mening.

Det manipulerende lå i, at hun, på en belærende måde sagde, at jeg gerne måtte have en anden mening, men hendes var den rigtige. Hendes mening var “viden”, selv om den hverken er bibelsk, ej heller noget, hun kunne dokumentere.

Når man på den måde kontrollerer og manipulerer med andre mennesker i en samtale, som jeg oplevede det, så er det at sammenligne med heksekraft.

Jeg får flashback tilbage til læsningen om menigheden i Thyatira i Åbenbaringensbogen 2:20.

Jeg har det imod dig, at du finder dig i kvinden Jezabel, der påstår at være profetinde, og som med sin lære forfører mine tjenere til at bedrive utugt og spise afgudsofferkød.

Læs mere om manipulation ifølge Bibelen her

Læs om heksekraft her

Det var også den pågældende kvinde, som pludselig bestemte, at vi alle skulle se en video på YouTube om identitet i Kristus, som varede 48 minutter. Jeg havde ikke brug for det. Og det var der flere, som ikke havde. Jeg kommer ikke i en husmenighed, for at se YouTube. Jeg vil selv opleve mennesker og Helligånden i det møde, jeg befinder mig i. Men det blev, som hun havde besluttet.

Derfor rejser jeg mig efter to-en-halv times møde, hvor der hverken er blevet læst op fra Bibelen eller delt om Guds gaver. Ej heller er vi alle kommet til orde, endsige blevet lyttet til med interesse.

Jeg ber så værtinden om, at YouTube bliver slukket, da jeg gerne vil sige et par ord, inden jeg går. Kvinden med den “faste siddeplads” føler sig ramt, rejser sig efter mine ord og går ud, indtil jeg går. Hun tager ikke det til sig, som jeg oplevede og så i hendes adfærd med egne øjne.

Første gang forløb det lidt på samme måde, men der blev læst lidt op fra Bibelen, hvilket er et plus. Det var dog stadig alt for ustruktureret og forvirrende. Jeg forstår slet ikke, at denne husmenighed har eksisteret i seks måneder.

Vi nåede aldrig til hverken at dele Ordet eller tale om Guds gaver, som var det, der var planen. Der var få, som talte højt ja, men det var tom snak. Vi fik ikke delt Ordet ligeligt, som vi opfattede det. Der blev ikke lyttet. Og ikke alle fik noget godt med hjem.

Man skal være sikker på, når man møder op i en husmenighed, at vi ikke er der for at beværte hinanden, men det er Guds ånd som forandrer situationen. Ordet skal læses og deles. Og Ånden virke til forandring.

En sund husmenighed er kendetegnende ved følgende:

Der er en leder.

Der er en struktur.

Man lytter til Helligånden, ikke til sig selv.

Man ser hinanden.

Man anerkender hinanden.

Man lytter til hinanden, mere end man taler.

Man holder det man lover.

Man crosstalker ikke, dvs. afbryder og taler henover hinanden.

Tiltrækning fremfor agitation.

Man forlader stedet i god ro og orden.

Skriv gerne en kommentar. Det er kun dit navn og kommentar, som bliver offentliggjort, ikke email.

Muligheden for at kommentere forsvinder efter 14 dage.

Følg med på Narcfri