(Læsetid: 4 min.) I diametral kontrast til den dybe sandhed om åndelig selvdisciplin i kristendommens budskab, kan det afhængige, toksiske kirkemiljø alias den Gudsforladte atmosfære i det kirkelige “Råd”, trigge det indre sårede barn i helbredelse.

Til hvem og for hvad er det egentlig, de giver “Råd”?

Det indre barn kan ikke trives eller forstå den kristne logik i denne atmosfære af åbne sår, injurier, personangreb, udskamning, karakterbrist og meget mere af samme skuffe.

Hvad er meningen med dette såkaldte “Råd”?

Påvirkningen af denne gyselighed, gør sit til, at det indre barn selv bliver en del af problemet.

Det som høres, ses og sanses skal ikke forsvares eller bortforklares. Det er jo åbenlyst, hvad der foregår. Og det er ikke et kønt syn.

Det indre barn længdes efter alt det gode fra Gud: fred, glæde, eftertænksomhed, leg, ubekymrethed, mildhed, tålmodighed og gæstfrihed.

Men, dæmonerne bruger enkeltpersoner, som denne “dame”, ordets torturbøddel Signe Sædeknude, til at affyre de “rygende pistoler” mod folk i “Rådet”. Dem, som ikke er velkomne i “damens” ondsindede, kringlede tankeverden. “Damen” er i mørket.

“Vi skal ikke tale om det i plenum”, siger den store formand pludselig. Alt skal foregå privat, udenom “Rådet”.

Det indre barns hjertedyb forstår ikke meningen.

Hvorfor tager de ikke ansvar? Hvorfor taler vi ikke sammen om magtsygen, arrogancen, mobningen og den offentlige udskamning på email til alle?

Den store formand, provsten og forretningsudvalget er alle såre enige med det indre barn. “Det var da også for galt, det hele”. “Damen er vist alkoholiker”, siger nogle andre.

Men, da det kom til stykket, stak de alle hovederne i busken. Og gjorde ligesom om, at alt var glemt. Nu skulle vi “videre”.

Den dag i dag er alt, som det plejer.

Signe Sædeknude er, som hun plejer. Lynhurtig på tasterne. Sender sine eder forbandelser og mærkater på mennesker, hun knapt nok kender, ud på email i en lind strøm.

Men, når det kommer til at stå mål for egne ord og adfærd i den virkelige verden, til dialogmødet, væk fra tasterne, tja så flygter Signe Sædeknude ud over alle bjerge. Sædeknuden melder fra 5 minutter før mødet skal starte.

Signe Sædeknude bryder sig ikke om dialogen under fire øjne. Det er “under mit niveau”, som hun skriver ud på email til alle.

Også selvom det indre barn igen og igen rækker ud, Gud er jo kærlighed, er der lukket for ægte kontakt.

Det indre barn er utrolig ked af situationen. Og vil gøre det godt igen. Det hele handlede jo blot om ord og holdninger. Det er det, som selve demokratiet handler om.

Nu er der gået en måned og Signe Sædeknude holder stadig fast i sine knuder alias misforståelser. Og vil hverken undskylde endsige tale med det indre barn, for at få løst konflikten.

Sædeknude vil udelukkende fortsætte sit forehavende, med at sende knudrede fortørnede tankeprocesser ud på email.

Den store formand er også begyndt at stikke hovedet i busken.

Intet er løst. Alt svæver stadig i luften.

Emailens dronning Signe Sædeknude har en fin tjeneste i kirken, hvor hun oplæser indgangs- og udgangsbønnen. Men, når det indre barn søger kontakt med smil, midt under nadveren, vrisser Sædeknuden vredt af det indre barn. Mundvigen hænger lodret på Sædeknuden.

Intet er tilsyneladende helligt for denne “dame”. Senere ignoreres det indre barn under det sociale samvær ved bordene. Mobningen af den anderledes tænkende er tydelig.

Kynismen i dette menneskesyn kender ingen grænser.

Det indre barn må konstatere: Sædeknuden har sæde i “Menighedsrådet” for magtens skyld.

Sædeknudens adfærd i kirken er stadig i mindet hos barnet, som et lettere traume. Det synes i stærk kontrast til ordene i de to bønner, som Sædeknuden selvhøjtideligt oplæste, på provstens anmodning.

Der skal to til en konflikt, tænker barnet ved sig selv. Og der skal to til at løse den. Hvis det kun er den ene, der ønsker at løse konflikten og den anden ikke, så har man tabt.

Det indre barn føler sig lidt trist til mode, men også retfærdig harm. Det indre barn har jo boet i dennne bydel i 32 år. Og i dette sogn i 15. Det indre barn føler sig meget som en del af sognet. Barnet har da også krav på samme gode behandling, når det kommer i kirken, ligesom de andre.

Det indre barn kan dog ikke miste roen på grund af “syge mennesker” og en syg kultur, der ikke tages hånd om. Det er helt fejlplaceret, det der foregår.

Det indre barn kom til af et åbent hjerte. Men vidste godt forinden, det gik ind i det, at det er et forbandet sted at være: magtsygen, arrogancen, mobningen og den offentlige udskamning, strid, kiv, kævl og ligegyldigheder. Dette er altsammen en hård nød at være op imod.

Den virkelige dybe indre fred, som det indre barn har i Jesus Kristus, den har barnet ikke råd til at miste.

Når det virkelig mærker den indre fred, kan der ske spektakler omkring det indre barn. Men hvad rager det egentlig mig, tænker barnet? Jeg kom jo her for at lege, lære, lytte og bygge noget godt op for alle i sognet.

Det er ærgerligt, at det er et lille mindretal, som ødelægger det for flertallet. Signe Sædeknude er et tydeligt eksempel på det.

Freden er det allervigtigste for det indre barn.

Det indre barn gik ind i kirkens interesse med fred, for at gøre en forskel. Men, da det ikke er det, det drejer sig om, kun kiv, kævl og tilsvining af hinanden, oplever barnet sig nødsaget til at trække sig.

Barnet kigger op på den store formand, med undrende blik i øjnene.

Kære formand. Fortielse er også usandt. Man kan ikke fortie sådanne ting, der foregår. Det skal op til overfladen. Det forsvinder ikke af sig selv. Men, I lader stå til.

Læs de 10 nye leveregler efter narcissistisk misbrug her

Skriv gerne en kommentar. Det er kun dit navn og kommentar, som bliver offentliggjort, ikke email.

Muligheden for at kommentere forsvinder efter 14 dage.

Følg med på Narcfri